Den 30. august i år præsenterede FC Fredericia Michael Hansen som ny cheftræner i klubben, og her to og en halv måneder senere kigger cheftræneren tilbage på en hektisk tid, men også en tid hvor han har formået at sætte sit præg på mandskabet.

Et mandskab, som han selv betegnede som værende i en god forfatning, da han overtog dem, men naturligvis også med nogle knapper der kunne drejes på for at optimere.

– Det har været en fornøjelse at arbejde med spillerne, der fra dag ét har taget godt imod mig og mine idéer, de har været villige til at klø på, og har en tro på, at det vi gør, i sidste ende kan løfte os, siger Michael Hansen.

Her i landsholdspausen er det blandt andet kommet til udtryk ved, at der har været mere tid til den fysiske træning, som Michael Hansen selv har været med til at løfte, blandt andet ved at være med til at ansætte klubbens fysiske træner Alexander Brix Mølgaard.

– Der var et super godt fundament i klubben i forvejen, og spillerne havde en god fysik samt en god stab omkring sig, at vi så har fået Alexander ind, har kun været med til at styrke den del, lyder det fra cheftræneren.

Se interviewet med Michael Hansen her: