Som nævnt op til kampen, så plejer det at være en underholdene affære, når FC Fredericia tørner sammen med Viborg FF. Det er altid kampe fulde af intensitet og nerve og ikke mindst mål.

Og sådan startede kampen også, bolden drev frem og tilbage holdene imellem, men første store chancer kom til Viborg, da et indlæg fra Tobias Bech blev rettet af, og som Sebastian Grønning kun manglede et par centimeter for at kunne gøre kål på.

Første store FC Fredericia mulighed tilfaldt Christian Tue Jensen, der efter ti minutters spil satte hovedet på et indlæg fra Nicolaj Ritter, men uden at det for alvor skabte problemer for Gunnarsson i Viborg-målet.

Trods det, at ingen rigtigt fik sat sig på kampen, var det gæsterne, der fik scoret kampens første mål. Og hvem andre, fristes man til at sige, end Sebastian Grønning, topscorer der blev hentet i Skive IK, og som dermed kunne score sit 9. sæsonmål, da han i det lille målfelt pandede et hovedstød ind til 0-1 efter et skarpt indlæg fra den tidligere FC’er Frans Putros.

Scoringen betød dog ikke, at det tog pusten fra FC Fredericia, tværtimod faktisk, hjemmeholdet pressede nærmest endnu mere på for at scoret , hvilket også gav omstillingsmuligheder i den anden ende til Viborg.

Hvis man må være lidt farvet, så kan man sige, at skal man vælge at se et opgør mellem to klubber i 1. division som ny fodboldfan, så er FC Fredericia mod Viborg FF et rigtig godt sted at starte. Der er tænding, intensitet og fight fra begge mandskaber, man får noget for pengene i de kampe. Der blev i hvert fald gået til makronerne, stålet og hvad man nu ellers siger.

Anden halvleg fortsatte hvor første halvleg slap, nemlig i et hæsblæsende tempo så de fremmødte på Monjasa Park fik fuld valuta for pengene.

Største FC-chance tilfaldt Kristian Kirkegaard, der prikkede kuglen på træværket efter et giftigt indlæg fra Agon Mucolli.
I den anden ende var det en tidligere FC’er i form af Christian Sørensen, der kanonerede et frispark lige på trekanten af Elias Olafssons mål, og hvor FC Fredericia flot fik standset reposten.

Og minsandten om FC Fredericia ikke også skulle få udlignet, da Agon Mucolli hev en decideret drømmekasse frem fra posen i midten af anden halvleg. Kantspilleren var trukket over i den anden side af banen, hvor han kunne se en Viborg-keeper være lidt for langt ude af sit mål, og så med saft, kraft og finesse slyngede han bolden op i det modsatte målhjørne. Sådan et mål glemmer man sjældent.

Viborg kunne være kommet foran efter 76 minutter, men en stærk præstation af Elias Olafsson stoppede et ellers kraftfuldt skud fra Frederik Brandhof.

Opgøret bølgede meget frem og tilbage med gode muligheder til begge hold, men de største tilfaldt nok gæster fra Viborg. Men drengene fik fightet et godt point hjem i endnu et seværdigt opgør mellem FC Fredericia og Viborg, hvor chancerne var til mere end resultatet 1-1.

Nu går spillerne på landsholdspause, inden det går løs igen i 1. division, når FC Fredericia besøger Kolding IF fredag den 20. november klokken 19.00.

Startopstilling

Mål: Elias Rafn Olafsson

Forsvar: Mikkel Knudsen – Erik Nissen – Tobias Anker – Nicolaj Ritter(Mathias “Malthe” Johannsen 74′)

Midtbane: Christian Ege Nielsen – Alexander Jensen(Mathias Gertsen 63′) – Christian Tue Jensen – Kristian Kirkegaard(Dennis Høegh 85′) – Agon Mucolli

Angreb: Justin Shaibu(Henry “Uzo” Uzochokwu 85′)

Bænk: Alexander Nybo – Mathias “Malthe” Johannsen(Nicolaj Ritter 74′) – Lukas Enevoldsen – Henry “Uzo” Uzochokwu(Justin Shaibu 85′) – Mathias Gertsen(Alexander Jensen 63′) – Dennis Høegh(Kristian Kirkegaard 85′)