Når klokken bliver 15 på søndag, fløjtes FC Fredericias kamp mod Skive IK i Nordicbet Ligaen i gang. Kampen foregår på Hancock Arena i Skive.

Netop Skive IK er et hold, som FC Fredericia har mødt en del gang de seneste sæsoner – både i Nordicbet Ligaen og i træningskampe. Derfor er det et hold, som FC Fredericia-spillerne kender godt. Det fortæller anfører Christian Ege.

“Vi skal forvente at møde et hold, som er ekstremt afklaret med, hvordan de gerne vil spille. Som udgangspunkt vil jeg sige, at det er et hold, som er afklaret i den måde, de gerne vil gøre tingene på og et ærligt hold, som kender deres egne styrker og begrænsninger.”

Kampen mod Skive IK kommer bare tre dage efter den seneste kamp mod Hvidovre IF, som blev tabt med 1-2. For anføreren handler det om hurtigt at komme videre.

“Nu spillede vi i går (torsdag red.), og det er sådan, at når man kommer ind dagen efter, så er det vigtigt, at man får snakket tingene igennem og forsøger at komme videre. Det er det, vi har gjort i dag. Der er ingen tvivl om, at det har været nogle ekstremt skuffende resultatet, og vi må bare erkende, at vi har problemer i begge ender.”

Hør hele interviewet med Christian Ege i videoen herunder: