Andreas Oggesen forlænger sin aftale med FC Fredericia yderligere et år, så den nu løber frem sommeren 2021.

Cheftræner i FC Fredericia, Jonas Dal, er naturligvis glad for at Andreas Oggesen også spiller i FC Fredericia i næste sæson.

”Andreas er vokset i den tid jeg har haft fornøjelsen af at træne ham, forstået på den måde at han er gået fra at være stamspiller til at være en profil på vores hold. Han er begyndt at tage større ansvar i vores kampe både på og med bolden.
Andreas er blevet et omdrejningspunkt for den måde vi spiller fodbold på, da han sørger for at vi holder snuden lige i sporet under kampene i forhold til spillestil og han har stor ære i den måde vi spiller på.
Derudover så fylder Andreas meget uden for banen på den gode måde uden de store armbevægelser, så jeg er selvfølgelig utrolig glad for at vi har forlænget hans kontrakt”, siger Jonas Dal, cheftræner i FC Fredericia.

Andreas Oggesen kom til FC Fredericia i 2016 fra Sønderjyske og har siden da spillet 110 kampe for FC Fredericia og scoret 4 mål.

Foto: Mphoto