Tirsdag aften blev det til en 2-0-sejr for FC Fredericia hjemme på Monjasa Park. Det skete i et lokalopgør mod Kolding IF på et udsolgt stadion.

Det er altid specielt at vinde 2-0 i et lokalopgør, men for målmand Alexander Nybo var dagen lidt mere speciel. Det var nemlig hans kamp nummer 100 for FC Fredericia.

“Det var en af de vigtige dage at holde nullet på. Det var sindsygt dejligt. Samtidig med at man runder 100 kampe, så vil man også gerne have en god oplevelse med det, så man husker det som en god dag. Det må man sige, det var.”

Det var dog ikke kun resultatet og det rene bur, som målmanden var glad for han roser også holdkammeraternes spil på banen.

“Fantastisk, fantastisk første halvleg, vi spiller. I virkeligheden kan vi jo føre med et par stykker mere, hvis vi er lidt skarpere, og vi får sat spillet lidt bedre. Men jeg synes, at der var plads, og det udnytter vi rigtig godt.”

Samtlige af de tilgængelige billetter til kampen var blevet solgt, hvilket gav en fremragende stemning på Monjasa Park. Det har der været i hele den del af sæsonen, hvor det har været muligt at have tilskuere på tribunen.

“Jeg synes nu altid, at de yder en god service og en god opbakning. Men selvfølgelig er der i dag lidt ekstra tænding på, da det også er et lokalopgør, så det er bare mega fedt. Man må rose dem for hele sæsonen at have været der. Sindsyg fed støtte, de giver os.”

Hør hele interviewet med målmanden i videoen herunder: