Når uret siger 20.00 på fredag er det igen tid til fodbold på Monjasa Park. Her kommer Vejle Boldklub på besøg til en kamp i toppen af Nordicbet Ligaen.

Venstrebacken Nicolaj Ritter, som netop har underskrevet en ny kontrakt med FC Fredericia, glæder sig til topopgøret – også selvom det bliver uden tilskuere.

“Det bliver et topopgør. To gode klubber og to klubber, der gerne vil spille. Det er selvfølgelig mega ærgerligt, at der ikke kommer nogle tilskuere, men det bliver super fedt. Det var en af de kampe, jeg husker tilbage på, den i Vejle, som en af de bedste, vi har spillet. Så det håber jeg, at vi kan levere igen.”

Netop det faktum, at der ikke kommer til at være tilskuere på Monjasa Park, er noget, som fylder. Også for spillerne på banen, som gerne ville have nydt godt af støtten fra tribunerne.

“Det gør en forskel, vil jeg sige. Sidste gang i Vejle, var det jo stadig fedt, selvom vores fans var i undertal. Den her gang er der slet ikke nogen. Det har betydning, bare det, at der er nogen, men så må vi klare os med dem der er, og så må vi gejle hinanden op. Men jeg er sikker på, at en kamp mod Vejle, der skal alle nok være klar”

Hør hele interviewet med Nicolaj Ritter i videoen herunder: