Det har ikke på nogen måder været en ønskestart for FC Fredericia i oprykningsspillet, der har budt på to stærke modstandere i form af Esbjerg og Viborg, som spiller for at kvalificere sig til Superligaen. Målscoren i de første to opgør er ikke til fredericianernes favør, da mandskabet har indkasseret syv mål og blot scoret to i slutspillets indledende fase. Vi tog en snak med cheftræner, Michael Hansen, for at vende situationen, og hvordan han ser på disse to kampe.

Nogle af de problemer, som har været væsentlige faktorer for de rødklædtes start, er blandt den lange skadesliste i truppen og standardsituationer, hvor holdets defensiv har stået svagt. Cheftræneren ser disse faktorer som udslagsgivende for de manglende point, der er skrabet sammen efter to kampe.
”Vi er sårbare specielt på standardsituationer, hvor vi har tabt 3-1 i de to kampe. Altså begge hold har scoret på os, og vi har kun scoret en. Så der er nogle ting der, som vi skal blive bedre til. Men det er derfor, at vi er her. Det er for at se, om vi kan rykke os, men også hvad der skal til som klub, enkelt spiller, hold og som træner.”, siger Michael Hansen.

Herudover kommer han også ind på skadesituation, der skal ses som en af forklaringerne på de manglende gode resultater:
”Vi har en del udfordringer på vores personale, som vi har haft længe. Men det er også bare en af forklaringerne til det – det er ikke en af undskyldningerne for os men en af forklaringerne. Det er en af de udfordringer, som vi også skal have på plads.”, udtrykker en optimistisk cheftræner.

Han mener også, at holdet skal være realistiske i forhold til de modstandere, som er på menukortet i slutspillet. Det er klubber, ifølge Michael Hansen, som fredericianerne vil få det svært imod. Her er det ikke kun resultatet, som skal drive truppen men også indholdet i præstationerne:
”Det er ikke i alle kampe, vi kan få et resultat, der kan bruges pointmæssigt. Men vi kan i hvert fald få et resultat i indholdet, som vi kan bruge til noget.”, siger han.

Han gendriver dog over dette argument, da han godt kan forstå, at fodboldspillere normalt drives af resultater. Derfor er holdet også ramt på selvtillidskontoen, men han mener, at holdet er gode til at tømme rygsækken for de dårlige oplevelser og i stedet fokusere på de kommende udfordringer.
”Vi er realistiske i det, og det skal være en balance mellem at kigge på udviklingen i kampene (for den enkelte spiller) og selvfølgelig resultatet i det.”, udtaler Michael.

Se hele interviewet her: