FC Fredericia spillede 1-1 mod et kompakt Vendsyssel-mandskab, hvor fodboldguderne nok ikke klappede i hænderne over niveauet i opgøret. Men efter kampen snakkede vi med en cheftræner, der vil vende de negative faktorer fra opgøret til noget positivt, da klubben har nået hovedmålsætningen for den her sæson, nemlig top-6-spillet.

Så derfor fokuserede han i nedtakten ikke så meget på selve Vendsyssel-kampen, men i stedet ser han helhedsbilledet, hvor holdet formåede at spille sig sikkert ind i den sjove del af rækken.
”Jeg synes, det er helt fantastisk, at vi har spillet os i top-6 og gør arbejdet selv. Vi har i den sidste uge fået de fire point, der skulle til ovenpå en svær start på foråret. I dag var ikke kønt.”, siger Michael Hansen.

Han havde rosende ord til Vendsyssel-holdet, som gav fredericianerne kamp til stregen og satte en stopper for hjemmeholdets flydende spil.
”De gjorde det svært for os. Vores pres fungerede ikke, og vi havde svært ved at løse det med den ene og den anden model, vi praktiserer. Deres pres hang bedre sammen på et svært underlag, men stadigvæk sidder de tættere på i duellerne.”, udtaler han om holdet fra Hjørring.

Han mener også, at kampen er lærerig i den forstand, at spillerne skal tage de dårlige ting med sig og gøre dem bedre til fremover. Derudover hæfter han sig ved, at der var ekstra nerver på spil, da opgøret var altafgørende for det videre forløb i resten af sæsonen. Derfor var spændingsniveauet et væsentligt element i sådan en kamp:
”Dét jeg kunne mærke, når spillet ikke glider, var at spillerne sloges for hinanden. De løb en masse meter, fightede og gik ind i nogle nærkampe, som jeg måske ikke har set så meget af. (…) Vi viser en side, hvor vi sloges for hinanden.”, uddyber cheftræneren om spændingsniveauet.

Se hele interviewet her og hør målsætningerne for slutspillet: