Der er lagt op til et spændende opgør mellem FC Fredericia og Esbjerg fB, hvor sidstnævnte hold jagter vigtige point i oprykningskampen. Derudover plejer kampene mellem disse to mandskaber at være præget af et højt tempo, en masse dueller og ikke mindst en del mål. For når man ser på de sidste fem opgør mellem holdene i 1.division-regi, så er der i snit blevet scoret 3,6 mål. Vi tog derfor en snak med Kristian Kirkegaard op til kampen for at blive klogere på, hvad holdet har brugt landsholdspausen på, og hvordan Esbjerg-kampen skal gribes an.

Midtbanespilleren har været tilfreds med landsholdspausen efter et tæt forårsprogram, som har budt på mange kampe:
”Det har været en god periode, hvor vi har fået sunket, at vi endte i top seks. Vi har fået smilt over det og været glade for det. Så vi er klar til at tage hul på de næste spændende kampe. Jeg ser frem til at spille en masse spændende kampe, som har stor indflydelse på, hvem der rykker op.”, udtaler han.

Her mener han, at selvom Fredericia-holdet ikke er en del af oprykningskampen, så kan mandskabet stadig have en væsentlig indflydelse på, hvem der rykker op. Og her bliver Esbjerg første udfordring, hvor hjemmeholdet kan sætte en stopper for deres oprykningsdrømme ved at stjæle point fra dem.
”Vi skal holde fast i vores koncept og skabe en masse chancer mod et godt og organiseret Esbjerg-hold, som har en afklaret måde at spille på. Men det skal nok lykkes.’’, siger den kreative offensive spiller.

Se interviewet med Kirke lige her: