I de første to træningskampe i år havde FC Fredericia lukket fire mål ind – to i hver kamp. Derfor havde Jonas Dal før kampen gjort meget ud af at have ekstra fokus på netop defensiven i kampen mod FC Midtjylland.

Den kom der styr på. I hvert fald blev FC Midtjylland holdt fra scoringer, da FC Fredericia vandt kampen 1-0. Det var cheftræneren ganske godt tilfreds med efter kampen.

“Vi havde først og fremmest en rigtig rigtig god defensiv, fordi Midtjylland var gode. De var gode til at gøre lidt ondt på os ind imellem. De fik lov til at spille forbi vores første pres, og så bliver det svært og hårdt for de resterende. Men det synes jeg, at vi gør godt.”

Kampens enlige mål blev scoret af den nytilkomne Joachim Wagner, som også scorede i en træningskamp som prøvespiller. Derfor var Jonas Dal naturligvis godt tilfreds med truppens nyeste mand.

“Det er rigtig rart. Det er noget af det, som vi har hentet Wagner ind for at kunne. VI så i flere omgange, at han også i vores omstillinger kan være dygtig. Specielt ved målet ser vi, at Wagner har nogle kvaliteter, som vi kan bruge. Det glæder vi os til at se mere af.”

Til torsdagens kamp var alle på nær tre spillere klar, og alle som var taget med til kampen fik spilletid. Cheftræneren var glad for at se, at alle kunne give et godt bidrag.

“Vi har ikke så mange i truppen, men dem vi har i truppen, tror vi på alle sammen kan spille. Hvis der er en der går ned, enten fordi de mangler luft eller er skadet, så ved vi, at vi har en derude, der kan gå ind og udfylde rollen stort set på samme måde, som den der spillede. Det er rart, og meget betryggende.”

Hør hele interviewet med Jonas Dal i videoen herunder: