I 85 dage har Jonas Dal kunne gå og tænke over 1-3-nederlaget til Viborg FF. Det var nemlig sådan det endte senest FC Fredericia var i aktion.

Eller det var i hvert fald tilfældet indtil i dag klokken 15.00, da kampen mod Vendsyssel FF blev sparket i gang. En kamp som endte med en 1-0-sejr til FC Fredericia – noget som Jonas Dal naturligvis var godt tilfreds med.

“Hvor er det fedt. At kunne spille så kontrolleret en kamp, det er virkelig, virkelig fedt. At have så meget af spillet og have en fornemmelse af, at de kommer ikke til noget nævneværdigt. Det er en rigtig, rigtig fed fornemmelse.”

Selvom der ikke blev skabt et hav af chancer i nogle af enderne, var det en underholdende fodboldkamp. Især hvis man som Jonas Dal holdt med FC Fredericia. Cheftræneren så nemlig mange ting, som han var tilfreds med.

“Det er den sammenhæng, som vi har i holdet. Vi kan både angriber og forsvare, og på næsten samme tid. Vi havde snakket rigtig meget om vores restforsvar og den defensive parathed. Det synes jeg, at vi gør rigtig godt, når vi kommer frem i banen.”

Hør hele interviewet med Jonas Dal i videoen herunder: