Søndag d. 2 maj gæster Silkeborg IF det nye Monjasa Park.
Vi arbejder i disse dage på højtryk med at blive klar til kampen i forhold til færdiggørelse (godkendelse til brug) af den nye tribune, billetsystemer og retningslinjer fra myndighederne.
Det er ikke sikkert at den nye tribune kan tages i brug til den første eller de to første kampe, men den gamle tribune er klar til at tage imod gæster.

Vi har netop i dag modtaget de gældende protokoller for kampafvikling under Superligaordningen og ud fra denne vil vi i næste uge melde mere ud vedr. billetter.

Vi ved dog allerede nu, at du som tilskuer skal sætte dig ind i hvordan du går til fodbold under de gældende restriktioner.
Vi anbefaler blandt andet at du allerede nu booker tid til en Coronatest i næste uge, da du skal fremvise dit coronapas.

De ting som gælder på Monjasa Park d. 2 maj er blandt andet følgende:

  • For at sikre en konkret, effektiv og hurtig smitteopsporing, hvis klubben eller myndigheder får viden om en COVID-19 smittet på stadion, vil alle tilskuere blive registreret med kontaktinformation.
  • Alle tilskuere på stadion vil blive tildelt fast og nummeret plads.
  • Der skal holdes 1 meters afstand på tribunen til andre tilskuere eller et tomt sæde imellem hver tilskuer.
  • Der er krav om brug af mundbind fra ankomst til stadionmatriklen til den forlades igen. Undtaget er når man sidder ned på sin faste plads. Dvs. al trafik, ophold m.v. både ude- og indendørs.
  • Et gyldigt coronapas skal fremvises for at få adgang til stadion. Et gyldigt coronapas defineres som:
    • Et negativt resultat af en covid-19-test, der er højst 72 timer gammel regnet fra tidspunktet, hvor testen er foretaget.
    • Et positivt resultat af en covid-19-test, der er mindst 14 dage og højst 180 dage gammel regnet fra tidspunktet, hvor testen blev foretaget.
    • Et gennemført vaccinationsforløb mod covid-19.
  • Kravet om coronapas gælder ikke for flg.:
    • Børn under 15 år.
    • Personer der af medicinske årsager ikke bør få foretaget en COVID-19 test.
    • Personer, der som følge af en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse ikke bør få foretaget en COVID-19 test.
  • Her er en række anbefalinger til hvordan vi tager hensyn og gennem vores adfærd ikke bidrager til smittespredning.
    • Begynd din planlægning af stadionturen ved først at orientere dig på din fodboldklubs hjemmeside, app, osv. om de konkrete forhold, som er gældende på din fodboldklubs stadion.
    • Planlæg din transport til stadion, så du undgår tæt kontakt med mange mennesker
    • Ankom på det tidspunkt og sted, der er angivet på din billet
    • Følg skiltningen og anvisningerne ved stadion og hold så vidt muligt 2 meters afstand til andre personer ved indgangen, under ophold og afgang
    • Bliv så vidt muligt på din anviste siddeplads før og under kampen.
    • Vend ryggen til de andre tilskuere på din række, når du bevæger dig til og fra din anviste siddeplads
    • Orienter dig om ruten til toiletter, boder m.m.
    • Hold god håndhygiejne, benyt de opstillede håndspritdispensere og undgå så vidt muligt at røre dig selv i ansigtet, ved håndtag, gelændere m.v.
    • Undgå kram, highfives og tæt kontakt med personer, der ikke er nærtstående
    • Hvis du er sammen med andre i en gruppe, så vær opmærksom ikke at blande jer med andre grupper
    • Vær opmærksom og tag hensyn ved jubel, sang og råb