Dagens blæstrige opgør mellem HB Køge og FC Fredericia kunne i dag betegnes som ’’best of the rest’’, da mandskaberne ikke duellerer om oprykningspladserne, men i stedet er de subholdene på henholdsvis en fjerde og femte plads i slutspillet. Dog jagtede begge mandskaber lørdag middag tre point på Capelli Sport Stadion, hvor udeholdet kom med en sejr i bagagen, mens hjemmeholdet stadig higede efter alle tre point efter en hård start på slutspillet. Kampen endte 2-1 til FC Fredericia med målscorerne, Leonel Montano og Christian Tue, hvilket var fuldt fortjent efter en overlegen præstation af holdet fra fæstningsbyen.

Det startede med, at hjemmeholdet satte sig på spillet og havde mest boldbesiddende i de første ti minutter. Det var dog stadig udeholdet fra Jylland, der kom frem til kampens første store mulighed efter fire minutter. Men der skulle ikke mere end to minutter efter FC Fredericias forsøg, før HB Køge efter et hjørnespark kunne bringe sig foran på 1-0. Dermed indkasserede fredericianerne endnu et mål efter standardsituation, hvilket har været en kæmpe svaghed for mandskabet gennem hele sæsonen.

Der kom dog balance i regnskabet efter 12 minutter, da et super flot sammenspil i offensiven resulterede i en udligning til 1-1. Det var Kristian Kirkegaard, der assisterede Leonel Montano, som satte den køligt i målet bag Køge-målmanden.

Kampens næste fase bestod af en masse nærkampe og spillestop, hvilket satte en stopper for en hæsblæsende start, der bød på to mål. I stedet spiste udeholdet sig mere ind i kampen med flere kombinationer og et højt genpres, der tvang hjemmeholdet til at lave en del fejlafleveringer. Dermed dirigerede FC Fredericia opgøret og bankede mere og mere på til endnu en scoring, da de offensive kræfter kom frem til flere store chancer.

Efterfølgende gik halvlegen lidt i stå, og tændingen blev også mindre i slutfasen af 1.halvleg, selvom mandskaberne startede rigtig fint med at byde hinanden op til dans med både flot spil og mål. Men heldigvis for opgøret viste både Samson Iyede og Kristian Kirkegaard gode offensive finurligheder, hvor især førstnævnte kantspiller var ved at lave føringsmålet i det 37. minut, da bolden efter et flot indersidespark kyssede stolpen.

2.havleg startede lidt rodet, da der i pausen samlet var foretaget fire udskiftninger fra begge hold. Derfor skulle mandskaberne lige finde hinanden, før spillet kunne flyde. Dermed var kampbilledet et andet sammenlignet med den begivenhedsrige start, som kampen havde i 1.halvleg. Det var mest HB Køge, der ikke var kommet godt ud til den anden halvdel af kampen. Dette kom til udtryk efter FC Fredericias store mulighed efter 55.minutters spil. Dog slap de med skrækken, da den sidste skarphed manglede fra Fredericia-angriberen, Leonel Montano, som ellers scorede på en identisk situation i den foregående halvleg.

Det blev heller ikke bedre for kampens rytme, da hjemmeholdet for anden gang i kamp foretog en dobbeltindskiftning i det 60.minut. Det medvirkede til endnu flere nærkampe og spillestop, hvor kun udeholdet fik udfoldet sig offensivt. I stedet blev det en duelkamp fra Køge-holdet, hvilket krævede en masse fysik og frispark. Dog kom det også til udeholdets fordel, da FC Fredericia fik et frispark på kanten af feltet efter et godt løb af Alexander Jensen. Her stod Christian Tue klar til at sparke, og som man kender ham allerbedst på frispark, så bankede han den ind bag keeperen til 2-1.

HB Køge forsøgte i kampens sidste fase at svare tilbage, men luften var fuldstændig gået af ballonen for hjemmeholdet. I store dele af opgøret styrede FC Fredericia kampens forløb, og det lignede et opgør med kun et hold på banen. Chancerne var også rigelige til udeholdet, og det positive må være, betragtet fra HB-Køges synspunkt, at det er en præstation i sig selv, at de ovenpå 2.halvlegs præstation ikke tabte mere end 2-1.

På den anden side viste FC Fredericia en ihærdig indsats, som giver en god tro til den kommende opgave. Her venter Silkeborg IF på et forhåbentligt tilskuerfyldt Monjasa Park, hvor holdet skal forsøge at standse silkeborgensernes oprykningsdrømme ved at bygge videre på en sejrsstime. Det går løs næste søndag klokken 14, hvor der bliver underholdning for alle pengene.

Se her for at danne dig et overblik over FC Fredericias startopstilling, udskiftningerne og målscorerne: