Fodboldtalentet for de motiverede fodbolddrenge i alderen 10 til 15 år kan dyrkes på højt niveau i FC Fredericia Ungdom. Talentarbejdet har dermed fået et kvalitetsstempel af DBU.
Det er muligt idet FC Fredericia Ungdom har opnået en flot placering blandt de bedste fodboldboldklubber i Danmark med et setup og organisation, der gør at man kan matche og udvikle drenge med fodboldtalent.
Stephan Nyrup, Talentchef i FC Fredericia Ungdom udtaler: Vores fokuserede og hårde arbejdsindsats, den dygtige stab, samt det teamwork, der er med fra overbygningsklubberne, har gjort at vi er med i det fine selskab af fodboldklubber i Danmark – det er vi superstolte over.
Hvad betyder det så? DBU licensrangering gør at FC Fredericia Ungdom kan tilbyde en udviklende træning, hvor vores dygtige drenge får mulighed for at træne på det niveau, som matcher dem. De kan hermed blive i byen og behøver ikke at tage til de omkring liggende byer for at udvikle sig bedst muligt.
Stig Pedersen direktør i FC Fredericia er enig: ”Det er vigtigt, at vi i FC Fredericia er med til at styrke udviklingen af de mest motiverede og dygtigste fodbolddrenge i byen og vi satser selvfølgelig på, at det på sigt kan kaste spillere af til vores NordicBet Liga hold.
Ligeledes håber FC Fredericia ungdom også at dette skulderklap fra DBU kan være med til at styrke fodbolden generelt i Fredericia og kan få flere børn og unge til at dyrke mere sport og gerne fodbold. Der er ved flere lejligheder påpeget et stort uforløst potentiale i Fredericia – senest af IDAN (Idrættens Analyseinstitut) i slutning af 2021 i rapporten, der kortlægger idrættens tilstand i Fredericia.
DBU licensrangeringen foreskriver også i hvilke rækker FC Fredericia Ungdom skal matches kampmæssigt og for at give mulighed for at supplere de forskellige årgange, vil der blive annonceret en række åbne træninger, når forårssæsonen er slut – sidst i juni.