Vi har taget en snak med FC Fredericia-anfører, Christian Ege, der reflekterer over grundspillet samt forventningerne til det kommende slutspil. Han hæfter sig især ved, at spillerne har været gode til at udvikle sig, dog har resultaterne ikke været stabile og tilstrækkelige til at være helt øverst i tabellen.

”Det har været meget op og ned. Vi har opnået nogle spillemæssige højdepunkter over en lang periode. Men der har også været for mange udsving, og vi har rigtigt nok kvalificeret os til top seks og er selvfølgelig glad for det, men vi er også skuffet over, at der er lang vej op til de øverste hold i rækken.”, siger kaptajnen.

Der har ikke været en sejrsstime for holdet i foråret, da præstationerne ikke var gode nok mod de øverste hold i rækken, hvor det eksempelvis blev til nederlag både mod Viborg og Esbjerg. Dog funderer anføreren over kampen på Sjælland, hvor FC Fredericia sikrede sig en essentiel sejr mod Fremad Amager, som blev afgørende for top seks-duellen:

”Vi ramte et højt spillemæssigt niveau i Fremad Amager-kampen, og det var en kulmination af nogle kampe, hvor vi var på vej. Det var dejligt, at det udløste en vigtig sejr, som var nok til, at vi fik beholdt 5.pladsen.”, uddyber han.

Herudover ser han på de dårlige resultater i foråret som konsekvens af mange skader og modstandere, der har præsteret på et højt niveau. Dog synes han, at holdet er kommet godt efter det og er glad for, at der er en udvikling, som kan bygges yderligere på til både slutspillet og den kommende sæson.

Se hele interviewet her: