FC Fredericias hjemmebane, Monjasa Park, hører til daglig under Madsbyparken. Faciliteterne hænger derfor sammen med Fredericia Idrætscenter, og her står Kent Jensen, Leder af Facility, for den daglige drift. Igennem de seneste år har Fredericia Idrætscenter som helhed været gennem en stor udvikling grundet coronakrisen.
– Det der er sket, er at vi har været gennem nogle massive ombygninger i løbet af de sidste 3 år, som startede op i forbindelse med corona. Det betyder at Monjasa Park har fået den fine nye tribune, og samtidig er alle sæderne blevet skiftet og der er tilføjet nye VIP-sæder med varme i. Det vi så ser på nu er, at det jo selvfølgelig er blevet et rigtigt fodboldstadion – og nu opgraderer vi lyset, så det er klar til Superligaen, siger Kent Jensen.
Fredericia Idrætscenter er et gammelt center, og derfor har udviklingen også været kærkommen, pointerer Kent Jensen.
– Idrætscenteret som helhed er opgraderet så det er moderne og tidssvarende. Førhen havde vi i bund og grund et 50 år gammelt center med en flot indgang – nu har vi et 50 år gammelt center, som er opgraderet med omklædningsfaciliteter, et lækkert velkomstområde som er inkluderende for vores gæster, tilføjer han.
I begyndelsen af corona-pandemien valgte Fredericia Kommune at frigive en masse midler til at sætte projekter i værk, som man længe har drømt om.
– Vi har en fornemmelse af, at de her Corona år har gjort at vi har nået det samme på tre år, som vi normalt ville bruge 10 år på. Madsbyparken har fået en mængde penge der har gjort, at man har haft mulighed for at opgradere og modernisere fordelt på Monjasa Park, idrætscenteret og legeparken, udtaler Kent Jensen.
Udviklingen som særligt Monjasa Park har været igennem, er måske ikke slut – spiller FC Fredericia sig i Superligaen, kommer der igen til at ske en masse på stadion, da der skal indføres en række tiltag for at det kan godkendes til Superliga.
– For at gøre Monjasa Park klar til superligaen er der en række scenarier i spil. Den vi mest går efter er med nogle mobiltribuner, da det jo ved en eventuel oprykning skal gå stærkt. Årsagen bag dette er, at vi skal kunne have minimum 4.000 siddende tilskuere, imens den samlede stadionkapacitet skal være til 6.000 tilskuere, tilføjer Kent Jensen.
Samlet set har Madsbyparken fået tilført omkring 75 mio. kr. som er fordelt til udvikling af henholdsvis Monjasa Park, Fredericia Idrætscenter og legeparken.