Efter torsdagens træning tog vi fat i Andreas Oggesen til en snak om kampen på søndag mod Lyngby BK.

Ifølge Andreas Oggesen er det et godt hold der kommer på besøg på Monjasa Park på søndag:

”Det er et hold der er ved at komme i gang. De har fundet formen, på nær den sidste kamp mod Viborg, hvor de tabte stort. Så det er et hold vi skal være opmærksomme på. Men det er også et hold der ligger godt til os. Vi har vundet de to seneste kampe imod dem, så det er et hold der ligger okay godt til os, men også et hold der er farlige og gode på bolden, så vi skal være klar.”

Som Andreas Oggesen selv siger, har FCF vundet de seneste to kampe mod Lyngby BK, og han prøver at sætte ord på, hvorfor Lyngby står godt til os:

”Det er svært at svare på. Men vi har været fokuseret og tålmodige, i de kampe vi har spillet imod dem, og så har vi stået godt på banen. Det var noget vi ikke gjorde mod Fremad Amager i sidste weekend, så det er noget vi skal finde tilbage til, og så skal vi være gode på bolden. Vi ved Lyngby er gode på bolden, så det kan godt blive en kamp om at få fat i bolden. Så skal vi selvfølgelig være skabe foran målet, og det har vi været de seneste to kampe mod dem, og det var jeg også selv i den seneste kamp, så det håber jeg, at jeg kan følge op på igen.”

Andreas Oggesen mener, at det muligvis er et bedre Lyngby hold der kommer på søndag, end det har været, de seneste to kampe de har mødt dem:

”Det kunne godt være et bedre hold. Det virker som om, at de har fundet bedre rytme i deres spil, og den måde de står på banen på, og så er deres pres blevet lidt anderledes.”

Nøglen til sejr på søndag for FCF bliver ifølge Andreas Oggesen den defensive organisation:

”Vi skal have styr på vores defensiv og stå godt på banen. Så skal vi have bolden ned på græsset og kombinere, som vi er gode til. Så skal vi have folk i feltet og være farlige derinde, og så skal vi sparke flere mål ind, end de gør,” afsluttede Andreas Oggesen.

Kampen spilles på søndag på Monjasa Park. Kampstart kl. 13:45.