Vi trak Anders Holvad til side efter træning, for at han kunne sætte et par ord på kampen mod Hvidovre på søndag.

FC Fredericia og Hvidovre mødte hinanden tilbage i august måned, hvor resultatet blev 0-0 på Monjasa Park, og bland t andet ud fra den kamp, sætter Anders Holvad et par ord på Hvidovre som hold:

”Det er et hold der spiller meget direkte. De har mange store fyre fremme som de gerne vil spille på. Men de kan også godt spille bold, hvor især deres højre side er rigtig spændende, og som de også udnyttede godt sidste gang. De kommer med en masse energi, så det er et hold, vi skal holde øje med.”

På trods af prominente navne som Nikolaj Agger og Kim Aabech kommer det ikke som en overraskelse for Anders Holvad, at Hvidovre ligger i bunden af tabellen:

”Det er et oprykker hold, så selvom de har et par store profiler, så har de også nogle spillere der ikke har prøvet så meget før. Så jeg er ikke overrasket over, at de i hvert fald ligger i den nedre halvdel af tabellen. Men de har mange gode spillere, så det er helt sikkert et godt hold.”

I forhold til hvad vi skal gøre for at få tre point med fra Hvidovre på søndag, sagde Anders Holvad følgende:

”Vi skal spille hurtigt rundt om dem, det som vi synes, vi er gode til. Jeg håber vi kan spille meget med kuglen, og få flyttet lidt på dem. Derudover skal vi selvfølgelig være klar i duellerne,” afsluttede Anders Holvad.

Der er kampstart i Hvidovre på søndag kl. 13.45.