FC Fredericia leverede en præstationsmæssigt lærerig og tempofyldt indsats, da vi mødte Vejle Boldklub i en testkamp over 120 minutter. Efter 90 minutter skiftede begge hold stort ud, for at sikre så meget spilletid som muligt til trupperne.

Første halvleg bød på et lille overtag til Vejle, men med flere gode sekvenser fra os. VB var dog skarpest i felterne hvor de afværgede vores angreb flot og ligeledes også viste skarphed på afslutningerne og dermed blev pausestillingen 2-0 til hjemmeholdet

Efter pausen kom vi bedre med. Gutterne fandt mere ro og rytme. Selvtilliden og spillet fra sidste sæson blev vist i større grad, og vi bankede på til en reducering i flere omgange. Midt i anden halvleg gav det pote og Moses Opondo reducerede med en tordenhammer, uden chance for Vejles keeper.

Efter knap 90 minutter, gjorde Vejle det så til 3-1.

I de efterfølgende 30 minutter, tog vi teten. Med stor intensitet og offensivt initiativ scorede vi to gange og udlignede dermed til 3-3 samlet. Først var det Anders Dahl der satte Patrick Egelund flot op inde foran kassen og helt til sidst var det så Adam Nygaard der dukkede op på et hjørnespark og sikrede udligningen.

Næste gang det gælder, er det alvor. Vi er klar til at tage hul på 3F Superliga, på søndag mod FC Nordsjælland.