Torsdag aften kom vores direkte konkurrenter til oprykning, på besøg på Monjasa Park. Det viste sig at blive en af de aftener man kan huske mange år frem.
Kold spand vand i hovedet
På en meget vindblæst aften på Monjasa Park, tabte vi den første duel, der til denne kamp var lidt vigtig. Nemlig hvilken banehalvdel, vi skulle starte på, og der fik vi vinden mod os. Det viste sig også at give os en svær start på kampen. For allerede efter bare 2 minutter scorer Horsens´ Emil Frederiksen et flot langskudsmål. En kold spand vand i hovedet på os. Efter vi har vundet 3 kampe i streg med resultatet 1-0, blev resultatet altså ikke det samme denne aften.
Hurtigt modsvar
Dog var det ikke noget der slog os ud på nogen måde. Vores Gustav Marcussen har i den grad fået mål i støvlerne på det seneste. Et mål mod OB i sidste weekend og nu en i 10. minut mod Horsens. Opskriften næsten den samme. Gustav Marcussen får en bold fra midten af William Madsen ud på kanten, også er der ingen tvivl om, hvor Gustav skulle hen. Ind i feltet i et direkte løb, et træk over til den brandfarlige højrefod, og med en lille afretning var bolden i netmaskerne, 1-1 på Monjasa Park.
Egelund på hovedet
Ligesom OB-kampen, hvor der var et Gustav Marcussen mål, var der også en Svenn Crone assist. Det kom der også mod Horsens. Denne gang var Gustav Marcussen også indblandet i målet, han sætter en bold ud på kanten til Crone. Han sender et millimeterpræcist indlæg ind i hovedet på banens mindste mand, Patrick Egelund der header os i front 2-1 på Monjasa Park efter 23 minutter. I samtlige af de 20 minutter efter Horsens scoring har vi trykket dem helt ned, og fået 2 mål ud af det.
Drømmemål af Marcussen
Efter 36 minutter sker der magi i Fredericia. Et regulært drømmemål af Gustav Marcussen. Efter en flot vundet duel af Jakob Jessen lander bolden på fødderne af Patrick Egelund, der med en præcis aflevering finder Gustav Marcussen. Marcussen der er omringet af 4 Horsens spillere, og får sat dem alle sammen af. Med et fodrul efterfulgt af en tunnel, og en skudfinte blev bolden lagt ind bag Horsens keeperen. Magisk mål af Marcussen og 3-1 til FC Fredericia.
Pause
Vi gik til pause med stillingen 3-1 og efter en hård start på kampen var der masser af flot angrebsfodbold fra vores spillere. Kampen skulle lukkes i anden halvleg, og det valgte Michael Hansen, at Emilio Simonsen skulle ind og bidrage med.
Direkte indflydelse af Emilio
49 minutter spillet og Emilio Simonsen kommer i aktion for første gang her. Han spiller Patrick Egelund fri, der kan løbe frit mod horsensgensernes mål, og han får udnyttet et passivt forsvar og sætter bolden køligt over i højre hjørne. Flot opspil af Emilio, flot sparket ind af Egelund og hele 4-1 til FC Fredericia.
Fuldstændig styr på Horsens
I den næste halve time, var der ikke de store chancer at skrive hjem om. Horsens formåede slet ikke at få lagt et tryk på os, endnu en flot holdindsats i forsvaret, gjorde det helt umuligt for vores gæster.
Lækkerier at gå hjem på
Vi var ikke helt færdige med at score mål endnu. Endnu engang stod Emilio Simonsen for oplægget til målet. Fra højre kanten sætter han flot, den netop indskiftet Agon Mucolli, op i feltet. Med vristen sætter han bolden i målet og giver vores fans et flot mål at gå hjem på. 5-1 føring og stemningen var i top på Monjasa Park.
Vigtig sejr i kampen om oprykning
Sejren betyder, at vi nu har lagt afstand til Horsens på 3. pladsen, hvor der nu er 6 point ned. En af de flotteste sejre i denne sæson og endnu en fantastisk holdpræstation af spillerne og staben. 4 sejre i træk, og formen må siges at være god, og hvis vi kan spille bare tilnærmelsesvist så godt som mod Horsens, ser det rigtigt godt ud for os.

